Forskellen på anmeldere og dem der anmeldes er, at førstnævnte sjældent har noget på spil. Det må man leve med, hvis man vil udgive bøger, lave film, spille musik eller male f.eks. Man må leve med subjektive domme forklædt som visdom, og man må leve med bitterhed pakket ind i professionalisme. Man må leve med, at Berlingske lader ukvalificerede, såkaldte meningsdannere, voldlæse ens bøger, det arbejde man har brugt år på, som da Eva Selsing, for nylig anmeldte antologien Skam fra Høst og Søn, og anmeldelsen fremstod slap og ligegyldig, fordi bloggeren ikke læste sig ind på den, men bare definerede løst og fast, at den tekst kunne hun godt lide, og den kunne hun ikke lide, på samme måde som en toårig kun vil spise spaghetti, fordi hun kun vil spise spaghetti. Resultatet af Berlingskes nye strategi, hvor man lader skribenter af semi-rabiat, og gerne højrenationalistisk herkomst, anmelde med fråde om munden i deres synes/synes ikke om univers er totalt skadeligt, og efterlader et dybt seriøst arbejde med litteratur i armene på koleriske amatører.
Det jeg synes er det aller væsentligste, når man som forfatter sender en bog ud i verden, er at den bliver læst på værkets præmis. Dernæst at formidlingen foregår på en tidssvarende og intelligent platform. Derfor var det en stor glæde at se, at Information med den nytiltrådte kulturredaktør, Katrine Hornstrup Yde, i den forgange uge, forsøgte at diskutere en ny retning for kulturkritikken. Det glædede mig, fordi jeg alt for længe har undladt at læse dagbladsanmeldelserne – mest af alt af kedsomhed. Jeg savner en ny måde, en mindre enstrenget og autoritær måde at diskutere æstetik, formidling, kunst og samfund på, og synes, at en levende kulturavis, skal give os et bud på dette.
Ofte må man finde sig i det modsatte. Det er livet, når man skriver eller laver film, kunst, fjernsyn. Man må leve med idioter, der beslutter sig for, at de ikke kan lide en og kortsynethed fra kritikerens side, hvor generaliserede udsagn skygger for åbne læsninger. Man må leve med, at anmeldere er mennesker, men også med den realitet at de, trods alt, tit er dygtige, og at de, der virkelig kan skrive kritisk kan åbne ens eget og andres værker positivt såvel som negativt. Man får gode anmeldelser, der lærer en noget om egen praksis, men man får også hårde, kritiske anmeldelser, der ikke vil slippe igen og som bliver væsentlige i ens arbejdsliv. Det er ofte fordi kritikeren, på trods af forbehold, forsøger at tage livtag med de dybere ambitioner, der altid er til stede i ambitiøs kunst og litteratur, i stedet for bare at like. Det virker som om, at Eva Selsing er bedst til det sidste.
Det, der til gengæld aldrig fungerer er kardinalsynden: at anmelde det, der ikke er der, som når Lars Bukdahl igen og igen vil have forfatterskaber, han ikke kan lide, som mit, til at være som andres, han godt kan lide. Hvis bare man gjorde, som Theis, eller Glenn, eller Helle eller Pia…. Den slags anmeldelser bliver ligegyldige, fordi de afviser værkets præmis og primært siger: Jeg har ingen respekt for dit arbejde, og derfor vil jeg ikke gå ind i det og definere diskussionen indefra, men står bare herude og råber at jeg vil have noget, der ikke er der, og dermed bruge dit arbejde som trædesten til min egen dagsorden.
Afsnit 8 af DR´s serie Historien om Danmark blev, i Politiken, anmeldt ud fra samme enstrengede metode, da museumsinspektør Ulla Tofte skrev om programmet, der handler om det nittende århundrede. Jeg er meget tæt på tilblivelsen af det afsnit, for det er min kone, der har lavet det, så jeg er fuldkommen forudindtaget (og skriver derfor det her på min blog i stedet for i Politiken), men mener alligevel at jeg kan knytte en kommentar til anmeldelsen, fordi den fremstår problematisk, og fordi den minder mig om en række erfaringer med at blive kritiseret, der ikke efterlader mig eller andre klogere, desværre.
Mens jeg skriver dette, lytter jeg til P1, hvor der er en fin udsendelse, der tager udgangspunkt i samme afsnit. Det er kendetegnende, at lyttere og eksperter (historikere) næsten alle efterlyser deres egen kæphest, og jeg sidder og venter på, at der er en cykelsmed, der ringer ind og efterlyser velocipedens afgørende betydning for industrialiseringen med tråde til landbokulturens skepsis overfor pedaldreven transport eller en Ukrainsk født perlefisker, der lige vil understrege, at man altså ikke kommer ordentlig rundt om hvalfangstens betydning for tranlamperne og krenolinekjolernes fremkomst og dermed for de danske arbejderes tilknytning til den nordatlantiske fangstkultur.
Men hey, det er fjernsyn, vi taler om. Det er formidling, fortælling. Det er et billed, lyd og vidensbåret produkt, der skal få form og indhold til at mødes, og det nytter ikke noget, at en række danske historikere står på skuldrene af hinanden for at fortælle at netop deres speciale ikke bliver foldet ordentligt ud. Slet ikke nu hvor udsendelserne nærmer sig vores egen tid, og enhver kan sige sig selv, at man umuligt kan levere en moderne Danmarkshistorie, der ”lykkes” så godt, som den der i foråret blev fortalt om oldtiden og middelalderen, af den simple grund, at der er ufattelig meget mere viden og ufattelig mange flere positioner, der skal tilfredsstilles. Skulle tilrettelæggerne have efterlevet alle de mange (vigtige!) særinteresser, der nu ligger som antydninger i program 8, havde de lavet et program ingen gad se, og hvor de fleste ville sidde tilbage med en følelse af at være blevet bombarderet med hatte uden at have en knagerække at hænge dem op på.
Jeg kunne som bådebygger og forfatter kritisere Museet for søfart, som Ulla Tofte er leder af, ud fra samme præmis hun kritiserer Historien om Danmark. Jeg har været der flere gange, og synes det er et dejligt museum (der sælger min bog Læretid i deres butik, tak), men det meste af det, der bliver formidlet, havde jeg hørt om før, fordi jeg gennem mit professionelle liv har interesseret mig rigtig meget for det maritime. Personligt synes jeg, at den del af udstillingen, der handler om håndværk ikke fylder nok, at sammenhængen mellem kvalitetssans i design og fremstilling og de vilkår vi har bygget skibe under, hænger sammen. Form og funktion går hundrede procent op, når det gælder skibe, især historisk, og derfor er det en stor synd, at man ikke inddrager hele produktionen af smukke lystfartøjer, et stykke dansk design – og kulturhistorie, der forsvinder i disse år, og med det en unik mulighed for at forstå, hvorfor vi bor pænt i det her land, hvorfor vi bryster os af møbelkunst, af lamper, af stilisk høj kvalitet i film og litteratur og i, ja, fjernsynsprogrammer. Altså en totalt afgørende maritim kulturhistorie, der er blevet definerende for danskerne selvforståelse, men som er totalt overset både i forsknings- og bevaringsmiljøer og fonde, (der kun støtter bevarelse af erhvervsfartøjer) herunder Museet for søfart. Men ville den kritik være relevant? Egentlig ikke, for man har bygget museets samling og formidlingsstrategi op om noget andet, hvor min kæphest ikke er den væsentligste i stalden. Man har taget andre valg, fordi man har måtte tage nogle, alternativt ville det have været en rodebutik
For at knytte an til Ulla Toftes kritik af Historien om Danmark, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om hun primært efterlyser guldalderen og åndshistorie, fordi det er hendes hjertebarn? på samme måde, som jeg savner lystbåde på hendes museum.
Den fornemmelse kan man få, måske er det ikke rigtigt, men man får den, fordi det ellers undrer, at et menneske, der i sit professionelle virke kender alt til formidling på så højt niveau, ikke synes at forstå dilemmaerne, som et vilkår for andre. I den forbindelse kunne jeg også godt undre mig over, at hun ikke spørger ind til rammerne. Igen: som museumsmenneske, kender hun vel alt til begrænsninger? Hvis jeg for eksempel tilbød museet min gamle Hansen Springer Spidsgatter, der fuldt ud er et dansk maritimt mesterværk, ville hun nok sige: vi ville mægtig gerne kunne rumme den del af den maritime historie, men vi har ikke midler og mulighed, for at takke ja. Jeg ved det på forhånd, så jeg donerede den til anden side, da jeg kløjs i restaureringen, men jeg ville ønske, at formidlere og kritikere tænkte lidt mere over deres position og udsagn, før de lagde snittet i deres anmeldelser. Et godt spørgsmål når det gælder Historien om Danmark ville være, hvorfor det nittende århundrede ikke er delt om i to? Hvis Ulla Tofte stillede det, vel nærmest strukturelle spørgsmål, ville hun måske også få svar på flere andre punkter i sin kritik. I stedet går hun efter tilrettelæggerne, der har stået med det man kan kalde en umulig opgave og løst den!
Hvis Ulla Tofte havde spurgt ind til de overordnede rammer, kunne hun med nemhed have efterlyst en ånds- og kulturhistorie i samme ombæring. For er det egentlig ikke der den ligger? At man burde acceptere at kunsten, tænkningen og kulturhistorien fra syttenhundredetallet og frem, burde have sine egne programmer og belyses i lige så høj grad som alt det politiske?
At spørge på den måde i kritikken og rent faktisk åbne for en diskussion, ville give mig en tro på mediernes kritiske potentiale tilbage. Som det er nu, er det afgørende hvor mange hjerter, der deles ud – et system, jeg slet ikke tror på. Primært af erfaring, fordi det er lige så subjektivt, hvad fem hjerter er, som et ellevetal var på den gamle 13.talsskala.
Man kunne jo nemt diskutere prioriteringer. Det er vel det væsentligste ved at lave en Danmarkshistorie? I Ulla Toftes tilfælde får hendes temmelig dramatiske positionering hende til at overse, at de valg, der er taget, er taget på baggrund af en række vilkår: der skal formidles til almindeligt vidende og uvidende danskere, børn og unge, studerende og folk uden uddannelse. Det er ikke en serie til veluddannede københavnere, faghistorikere og ældre, der kan deres Danmarkshistorie, men til alle, og tilrettelægger, redaktører og programansvarlige har måttet tage nogle hårde valg for at overkomme al den historie, der præger det nittende århundrede. Det betyder kort og godt, at hvis man som kritiker havde tænkt sig om, havde man i højere grad forsøgt at forstå værket indefra, hvilket vil sige: se dets begrænsninger og årsagssammenhænge i stedet for at jorde det på baggrund af en akademisk uenighed, der er uvæsentlig for mig, der som almindelig seer var glad for, at blive introduceret til den politiske historie, der så sjældent fortælles, i modsætning til den kulturhistoriske, guldalderen m.m, der så ofte fortælles og formidles. Det var meningsfuldt at få en fuldkommen præsentation af det politiske landskabs tilblivelse, blandt andet fordi vi nu lever i en tid, hvor hele ambitionen fra det nittende århundrede er under hård beskydning, fordi den politiske forestilling om vores samfund forandrer sig, og frihedsrettigheder er ved at blive taget fra os – sidst med diskussionen om burkaer og niqaber. Hvis jeg var samfundsfagslærer, ville jeg med afsnit 8 af Historien om Danmark have et velformidlet, formbevidst og dramatisk fortalt program at vise mine elever, når jeg skulle undervise og bevidstgøre dem om, hvad demokrati er, og hvordan frihedsrettigheder på ingen måde er en selvfølge. Noget man måske tager for givet, når man ikke kender historien og kampen om tilblivelsen af de basale rettigheder? At dansklæreren så må springe over er ærgerligt, men hvordan skulle begge dele lykkes? Hvordan skulle man både gå dybt ind i kunsthistorien, åndshistorien, industrihistorien og den politiske historie uden at svigte alle?
Det er ikke for at sige, at kultur, ånds og kunsthistorien ikke burde beskrives, men jeg spørger bare hvordan? Er det ikke bedre, at man tager et valg og gennemfører med det for øje? Burde Ulla Tofte ikke spørge, hvorfor, der ikke er rammer (læs: to programmer) til at folde hele det nittende århundrede ud, i stedet for sin nedhamring, af den indsats, der er gjort? Hun efterlader mig med en følelse af, at hun ikke er helt kvalificeret til at vurdere på anden præmis end sin historiske faglighed, og det er simpelthen ikke nok, når det drejer sig om fjernsyn eller for den sags skyld litteratur. På sin vis er hendes kritik båret af en indholdsdiskussion, der er relevant på universitetet, men ikke mange andre steder, på samme måde som hvis hun anmeldte en bog på fortællingen, og var ligeglad med sproget og rammerne for fortællingen, eller som at anmelde en novelle, som om den var en roman, eller et digt, som om det var et stykke drama.