Alle ønsker sig et barn. I Frankrig, er det normalt at adoptere.. Mine venner anser det for normal praksis, hvis man ikke kan få børn. Eller. Normal praksis, hvis man som kvinde, er nået over den fertile alder. Eller. Hvis man som kvinde ikke ønsker at lade sig befrugte med både donoræg og sperm, fordi ens skød er goldt af ælde. Eller. Det er fuldkommen socialt accepteret, at man lader sig inseminere, hvis man endnu har noget tilbage i æggestokkene, der kan give liv. Alle ønsker sig et barn, også dem, der ikke gør. Sådan er verden bygget op. Dine venner, der har fulgt dig gennem tidlig ungdom, uddannelse, karriere, forplanter sig, og forandres. Alle. Siger de. Ønsker sig. Et barn. Det er på en lille café. I mødes, du har taget en let sommerkjole på, fordi byen på netop denne forårsaften er fuldkommen vidunderlig, så det siger du, og bemærker en yngre mand på scooter, der ikke kan få øjnene fra din krop, din talje, dit liv, din hud og dit korte veltrimmede hår. Sikke en vidunderlig aften siger du til Jean, der ankommer for sent med render under øjnene og gylp på skjorten. Ja, siger han, fraværende, og du ved, hvad han tænker, hvor kort tid, der går før han siger: Skal du ikke snart være mor? Hvis du skal nå det? Alle ønsker sig et barn. I drikker, som I plejer. Han går tidligt hjem. Da du forlader caféen, møder du ved et tilfælde den unge mand, der nu er på vej hjem fra sit arbejde i et pizzaria, hvor han bringer pizzaer ud (derfor scooteren). Du kommer om et hjørne. Han står og ryger en joint foran det lukkede take-awaysted. Han ser dig og nagler dig til den nærmeste lygtepæl. Du kan mærke det og tæller dage, mens han pumper. Beur, siger du nedladende, da du passerer den unge araber. Qua, lyder det bag dig. Du ved, hvad han ser på, at den fungerer endnu. Du træner. Det giver noget. Eller. Kom med, siger du, da du passerer. Eller. Din tavshed er larmende. Du standser og tager ham i skridtet. De lyse shorts. Den hurtige erektion. En gyde bag et pizzaria. Gylden omskåret fallos, lugten af gammel fritureolie, den vaginale tilfredsstillelse. Mørket. Der blev du til, siger du et år efter, da du passerer med barnevognen. Eller mange år efter står du en regnvåd fredag og venter på en veninde, der aldrig kommer. I skal ind og se en udstilling med afgangseleverne fra det lokale akademi, din søn, eller hans kæreste, venindens datter, har lavet en video, der virker grænseoverskridende på dig, men ikke på de andre tilstedeværende. Det skyldes jeres relation, siger psykologhologrammet. Men du står og venter, din paraply er slået op. Du er stadig smuk, siger busreklamen (henvendt til dig): SMIL – det evige liv. Second generation virtual reality eller måske: nu ved vi, hvad tanken er. I det samme ser du gyden, passagen, den lille stikvej overfor. Dér, blev du til, hvisker du. Samme aften går du i seng med kuratoren. Hun er fast i kødet. Du begynder at ryge. Alternativt?