Note om Golden Gate 2
Diskoteket lå i en sidegade, og jeg havde altid svært ved at finde det. Flere gange traskede jeg rundt og forsøgte at følge efter engelske teenagere i lårkort, der stavrede af sted i deres stiletter med for megen sminke og høje skærende stemmer. Det hændte, at de var på vej derhen. Andre gange endte jeg i nærheden af havnen og måtte tilbage ind i de små gader, op ad bakken, forbi de lukkede butikker med markiserne nede eller over en nattetom parkeringsplads med betalingsbum og store biler.
   For det meste fulgtes man med nogen fra bådene. Crew fra hele verden, der hver især var endt i Antibes ombord på en eller anden millionærpram. De lå nede i havnen som en slags flydende paladser. En var ejet af en Sauder, en anden af en nørd, der havde arbejdet sammen med Bill Gates. De lå og fyldte op mod havet, og længere inde i havnen lå så sejlskibene, de kæmpe kapsejlere og klassikerne med deres blankpolerede messing, deres toplakerede træværk, de høje master, og mellem dem mindre skibe til lavkastemillionærer.
   Crewet fra skibene talte engelsk. De lignede også hinanden. Man var sådan lidt vejrbidt, havde en polo på med skibets logo broderet i guld, og gerne et par sejlersolbriller i panden, selvom klokken var to om natten. Man gik altid i shorts, helst blå, og havde sejlersko på eller klip-klappere. Man stod på byens klubber og talte om havnebyer i Antigua, Caribien, om at skulle sejle skibet til en eller anden ø. 
  
Jeg slog en klo i en omgang engelsk pryd for at finde frem til klubben.
   Når man ankom til Golden Gate, skulle man forbi vagten.
   Som regel gik det snildt.
   Men når Rasmus var med, blev vi afvist.
   Det var det, at han var skaldet, at han havde de forkerte sko på.
   Vi lærte det med tiden og kom ind.
   Foran lå rummet, en lang bar, hvor to meget tynde mænd serverede drinks i bar overkrop.
   Den ene var med garanti syg. Havde HIV eller noget der lignede. Alligevel holdt han tempo, polerede glas og holdt dem op mod lyset, eller åbnede 1664´ere fra køleskabet. Hans krop pulserede til rytmen fra det menneskefjendske beat. Egentlig brød jeg mig ikke om at være der, men hvad gør man? Hvor går man hen?
   Jeg bestilte og drak, et shot, en øl, stod for mig selv, og så de andre bådebyggere stimle sammen i et hjørne, så en af dem forsvinde på dansegulvet med en pige hvis numse struttede i de kaki shorts. Jeg kendte hende fra Queen M, et gigantisk skib med helikopterplatform og fire soldæk, der lå agterude som forskudte terrasser. Hun arbejdede som stuepige og var en af dem, der altid kom rendende med en håndholdt støvsuger, når man gik og arbejdede. Der var aldrig en plet, et fnug eller en mat overflade på de skibe. Når vi pakkede sammen for at gå, var de der. De smilede som hele Sverige, og alting lugtede af sprit.
   Min kollega forsvandt i spejlrummet. Bassen pumpede. Jeg fik en øl af den HIV-smittede. Han havde et fastfrosset ansigt. Ikke som Lars henne på Amigo Bar, der altid smiler som en dreng fra provinsen.
   Jeg stod der med mine fødder. De vippede. Jeg røg i lange hvæs. Der blev tæt omkring baren, og jeg listede mig ned til drengene.   
   Et sted var en polestang på et lille platau.
   Til tider var det mænd smurt ind i olie.
   Andre gange veludrustede kvinder med cowboyhat.
   I en sofa sad en kvinde på over hundrede kilo. Omkring hende vimsede skøgerne rundt. Hun sad med en drink og tronede. Hendes ene hånd viftede håret væk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *