Stråmænd, navneleg og muddergrøft

Da jeg skrev det her indlæg: http://www.information.dk/531200 til Trappe tusind og siden til Information, havde jeg ikke nogen forfattere eller navne i tankerne. Jeg forsøger at formulere en strukturkritik, der ikke udelukker nogen eller noget. Jeg har ikke en særlig dagsorden mod bestemte forfattere. Jeg har et ønske om at indgå i en samtale og en diskussion af nogle forskellige forhold, jeg ser som strukturelle, som vane, som noget defineret, som en magt, også den helt nye, der stadig er ved at fæstne sig. Når man gør det, vil nogen føle sig ramt, på samme måde, som jeg selv føler mig ramt, når der rettes kritik af kønsopfattelser og stereotype positioner i forhold til det maskuline. Jeg har et røvhul og er derfor ikke en engel. Men jeg forsøger med glæde at forstå, hvad det er, der diskuteres, og hvorfor kritikken kan være berettiget, selvom den gør nas.

Nogen mener, jeg burde have skrevet en akademisk afhandling. Det har jeg valgt ikke at gøre. Ikke mindst fordi jeg ikke er akademiker. Jeg har skrevet et polemisk essay. Det er der tradition for, og jeg kan ikke forstå, hvorfor det er problematisk?

Jeg skrev det, fordi jeg overvejede, hvordan det kunne være, at et bestemt, internationalt forfatterskab kunne virke så befriende. Det har jeg forsøgt at diskutere i mit essay, og jeg synes, det kunne være fedt, hvis der var nogen, der gad diskutere det med mig i stedet for at insinuere, at jeg har en hel række negative hensigter. At jeg er ude efter nogle bestemte mennesker. Hvis jeg er ude efter nogen, er det mest af alt mig selv og mine egne bøger, eller lad mig sige det på en anden måde, oplevelsen af de bøger man skrivers liv og efterliv. Det her essay er en del af en frigørelse, og i den forbindelse må man starte med at se på sine egen vaner, sine egne negative bindinger og forestillinger om verden. Ikke mindst ens egen selvoptagethed. I det her tilfælde min selvoptagethed.

Helt konkret kunne jeg godt forestille mig tiltag både konkrete og mentale, der kunne være spændende for litteraturen. Det er en positiv bevægelse. Et ønske om at der kunne være plads til noget mere. Jeg ser ikke noget behov for, at noget skal forsvinde, men måske et behov for at se på måden vi hylder og ophøjer bestemte forestillinger på bekostning af andre.

Jeg kan ikke se, det er odiøst at opfordre til at løfte blikket? Jeg ved godt, at det er tabu i en bestemt kultur-og litteraturopfattelse, men jeg kan ikke se, hvorfor netop litteraturen skal være så domineret af haram og halal. Det er en underlig moralistisk indstilling til det æstetiske, som jeg synes er udtømt og kedelig. Det er fint og godt for mange andre, og det har masser af plads, anderkendelse, priser, magt og penge, så jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke kan være mental plads til en tilføjelse? En udvidelse?

Dette litterære haram er stigmatiserende og efter min mening giver det en begrænsning i litteraturen, jeg ikke synes er hensigtsmæssig. Det vil jeg gerne tale videre om, og defor beskriver jeg det i mit essay.

Konkret kunne jeg forestille mig en hel række ting i forhold til institutioner, skoling og så videre. Dem kan vi diskutere, hvis der er nogen der gider. Jeg vil gerne op på landevejen i stedet for at ligge nede i muddergrøften og råbe røv!

En tanke om “Stråmænd, navneleg og muddergrøft”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *