VOLD – meget modtagelse

Jeg har svært ved at følge med over modtagelsen af VOLD, og glæder mig stort over stærke, kritiske, gode, positive, og kun lidt mavesure (Kassebeer i Berlingske) læsninger. Der har været gode interviews og interesse for at tale om bogen, og jeg befinder mig i et søndagslimbo med lidt for høj hvilepuls og sitrende tanker.

Jeg blev virkelig glad for at læse Kamilla Löfströms i Information. Jeg synes, hun rammer præcist hele vejen igennem, og får lyst til at tilføje et stykke tekst til bogen, som jeg havde planer om at skrive men undlod, fordi referencen til Hærværk ville blive for tydelig. Nu hvor Kamilla læser VOLD og Hærværk sammen, fortryder jeg, og måske dukker det op i et eventuelt andet oplag. Så kan man jo gå på opdagelse i fiktionen og finde det nye kapitel….

Og jeg blev naturligvis megabegejstret for både Svend Skriver i Kristeligt Dagblad (fem stjerner og god læsning) med den første jeg læste, var klokken halv syv fredag morgen, hvor min datter Esther var så sød at vække mig, så jeg i en fart kunne få fat på Politiken og læse Mikkel Frantzens anmeldelse, der fanger bogen rigtig godt, men som samtidig taler om den på en måde, jeg selv blev tænksom over. God opvågning!

Jeg kunne godt tænke mig at gå ind i et par diskussioner efter modtagelsen, men venter lige til Dramatisk Debut i aften er overstået. Allan (mit stykke) skal stå på egne ben, før jeg drager i disputs. Men det der interesserer mig at tale om, er blandt andet Rothsteins (WA) åbning til at diskutere fiktion overfor ikkefiktion, dokumentar overfor mere traditionel romankunst. Det vil jeg give en tanke og eventuelt tage den med ham på Københavns Hovedbibliotek den den 2.marts, hvor vi skal tale sammen under København Læser.

I dag ramte Ekstrabladet med fem stjerner, og det kører sgu bare derudaf. Stor glæde i det lille hjem.

IMG_1545

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *