Støjberg, Somalia og banditterne.

(Kommentaren er trykt i Politiken og kan også læses her: http://politiken.dk/debat/art5988809/Har-Støjberg-lavet-en-Somalia-aftale-med-et-par-underlødige-banditter )

Støjberg står med et forklaringsproblem, men det gør vi også. Vi har en regeringsleder, der ikke griber ind over for en magtfuldkommen løgnhals, der virker gennemført manipulerende, når hun forholder sig til et af vores tids største problemer, og forsøger at løse komplekse flygtningeproblemstillinger med kortsigtet nationalisme.

Når Somalias EU-ambassadør pludselig melder ud, at der ikke foreligger nogen aftale mellem hans hjemland og Danmark, tænker jeg, at der er nogen der vil have noget fra nogen andre. Kunne det være, at der var nogen, der havde lugtet penge her?

Nu er jeg jo digter, så jeg forestiller mig, det kunne se sådan her ud: En magtfuldkommen minister, styret af religiøs, national fanatisme, ser sig sort på en befolkningsgruppe og ønsker dem tilbage til det sted de kommer fra. Det kan desværre ikke lade sig gøre, fordi landet er i fuldkommen opløsning og altså ikke sikkert. Det problem løses ved at blødgøre formuleringerne i lovgivningen, så tryghed og sikkerhed nu ikke længere er en nødvendig faktor for at kunne sende folk retur. Men Støjberg har stadig det problem, at man skal finde nogen at lave aftalen med, så hun som minimum kan påstå, at der er en myndighed, der vil tage imod de op mod 800 somaliske flygtninge, der ikke er ønsket på vores kanter.

De her krav findes, fordi vi lever i noget så irriterende som et retssamfund, hvor man skal overholde nogle patetiske, pladderhumanistiske regler og konventioner, der er til for at beskytte halenegere og andre såkaldte ”mennesker” fra den stærkt opreklamerede ”tredje verden”, som er et sted, hvor folk ikke gider arbejde, og hvor alle bare vil herop til mit rige, altså Inger den første af verdens, sic!

Jeg har nemt ved at forestille mig, at man løser problemet, ved at finde frem til et par klanledere, ved at slå op i de gule side under Underlødige Banditter, og inviterer et par såkaldte generaler på første klasse til Danmark, hvor man i al hemmelighed installerer dem på et dyrt hotel, det kunne være SAS-hotellet. Det kunne være andre. Her lever disse såkaldte repræsentanter for en regering, der ikke findes i et land, hvor klanstrukturerne er tæt på uforståelige, i sus og dus, dyppet i velfærdssponseret champagne og langbenede blondiner, mens de højlydt lover, at de da nok skal tage imod nogle hjemvendte på en hemmelig flyveplads langt, langt væk fra al opmærksomhed. Måske siger de endda, at den kære Inger med stor sikkerhed vil få denne fjer i hatten, hvis de kan tage hatten med hjem, og den i øvrigt er fuld af guld, når general med følge igen forlader denne kolde, mærkelige hovedstad i det land ingen børn kender.

Så får man travlt i ministeriet med at flå kagekassen og finde midler fra en fødegang eller andet underordnet, der må vige for integrationministerens korstog, og læsse det i lasten som diplomatpost, så de nu meget velvillige generaler kan komme trygt og godt hjem til det afrikanske horn.

Kunne det tænkes, at de nuværende magthavere i Somalia (som reelt er en regering!, hvilket betyder de findes), måske synes, de har fået lidt for lidt guld i deres hat? At den der mærkværdig kvinde i det høje nord, har glemt at smøre deres ganer med ædel eliksir? Kunne det tænkes, at den magtfuldkomne gimpe, folkets reelle regent og repræsentant netop nu skummer over af ærgrelse over at se sig selv snydt og taget ved næsen og bedraget af et system, hvor en aftale forhandles og sluttes ud fra en helt andet opfattelse og kultur end hendes egen? Kunne det tænkes, at hun i den grad er ved at blive ramt af sine dumheder, at hun måske begynder at forstå, hvorfor det er så væsentligt at holde fast i demokratiets spilleregler i stedet for at overtræde hver eneste grænse, der kan skaffe hende af med et par muslimer (for så i øvrigt at fejre det og fremhæve det som succeser på ryggen af de svageste mennesker i denne verden, nemlig flygtninge)?

Når jeg ser Inger Støjbergs magtfuldkommenhed parret med løgnagtig adfærd, tænker jeg, at det ovenstående scenarie er en reel mulighed. Hvis man som minister når til det punkt, hvor man ikke længere administrerer sit hverv på befolkningens vegne, men synes styret af egen ærgerrighed, tror man nok på, at man kan holde sandheden for døren. Hvis man har bygget et helt system af manipulation og kynisme op omkring sig, har man nemmere ved at tro, at dem man regerer er dumme. De er nok så dumme, at de ikke fatter, at jeg har gjort, præcis som jeg havde lyst til, fordi jeg hader de skide somaliere. De står i vejen for mit projekt, det vil sige for mig, det vil sige min karriere og mit brand. Derfor lyver jeg bare, eller nægter at fortælle under hvilke omstændigheder den her måske eksisterende aftale blev lavet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *