Kunstnerne må kæmpe, ellers taber vi til magthavernes fascistoide kontrolsyge

DETTE PUBLICEREDE POLITIKEN DEN 26/8 2018 https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6673978/Kunstnerne-må-kæmpe-ellers-taber-vi-til-magthavernes-fascistoide-kontrolsyge

Vi bør samle os i en modstand mod Dansk Folkeparti og deres forsøg på at udføre censur og kontrol af den frie kunst og de frie medier.

Peder Frederik Jensen, forfatter

Den overordnede dagsorden på kulturministerens årlige møde på Rødding Højskole var kunsten og kulturverdenens samfundsdeltagelse.

De inviterede talte en række forskellige kunstnere, forfattere, kultur- og museumsfolk og naturligvis et par forskere. Vi blev præsenteret for en række oplæg af forskellig karakter, nogle studiekredse om blandt andet armslængdeprincippet samten mængde talks med kunstnere, der alle drejede sig om kunstens samfundsbidrag.

Der var ingen af de politiske ordførere til stede. Der er åbenbart for langt fra København til Sønderjylland for de folkevalgte. Det kan handle om, at kulturområdet er så lille et område, at de dybest set er ligeglade. Alle var for øvrigt inviteret.

Præmissen var fra politisk hold, at vi deltager for lidt. Det blev defineret på forskellig vis, men som udgangspunkt som et positivt ønske og savn. Hele vejen igennem refererede man tilbage til dengang,da kunsten tog ansvar i samfundet, og hele vejen igennem undrede jeg mig over, hvornår det lige var?

Det blev mere og mere tydeligt, at påstanden, om at vi ikke leverer nok, er en konstruktion, der bliver genfortalt, fordi den kan bruges som et populistisk udsagn, der skaber en modvilje mod kunst- og kulturverdenen og definerer os som dovne nassere, samtidig med at man politisk ved, hvor meget vi giver tilbage til økonomien og almenvellet i Danmark.

Den meget beskedne investering kommer tilbage til fællesskabet med kæmpe overskud. Det har blandt andre forfatteren Kaspar Colling Nielsen gjort rede for ved flere lejligheder, og samme Colling Nielsen redegør også for, hvor meget vi får ud af kunsten i disse dage – især internationalt, ved at påpege mængden af præmieret, oversat, kendt og berømmet kunst og andre kulturprodukter, vi eksporterer på forskellig vis, for ikke at tale om det faktum, at kunsten aldrig før er nået ud til så mange i vores samfund, som den gør nu.

Borgerne bruger og deltager i kultur som aldrig før, og kunsten har på mange måder integreret sig i forhold til at forbedre rammerne og indholdet i f.eks. socialsektoren, måske på en måde hvor man ikke bemærker det direkte, men alligevel bliver påvirket af det. Et eksempel på dette er forfatteren Adda Djørup og psykiater Birgit Bundesen (med fleres) arbejde i psykiatrien, hvor litteratur integreres i de syges liv med succes. Det kunne også være det klassiske eksempel: Herlev Sygehus, der er fuldt dekoret og farvesat af maleren Poul Gernes. Intet sted ser man med store kraft, hvordan billedkunsten kan implementeres direkte i velfærdsstaten.

Denne indirekte påvirkning er nok kunstens helt store bidrag, men det foregår på en ikke-aggressiv måde, der måske ikke er så tydelig i en overbrandet og overfortalt kultur.

Min påstand er, at hvis man tørrer vaselinen af linsen og fjerner sig fra de kalorielette og mavesure holdninger, har ambitionen med Kunstfonden og det, man kalder armslængdeprincippet, nemlig den simple regel, at politikerne sætter budgettet og derefter overlader kunsten og medierne til sig selv, sejret!

Det vil sige: Kunsten har det på mange måder godt, men der er stærke og populistiske interesser i at sige det modsatte, trods bedre vidende.

Det er den modfortælling, alle vi, der skaber, forsker og formidler, skal møde det politiske system med, og det er den fortælling, vi er nødt til at deltage i at sprede hos befolkningen. Jeg ser de, som vores største og vigtigste ansvar, at vi kommer ud af reservatet og tager magten tilbage fra Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen og ligesindede, og det gør vi kun, hvis vi når alle jer, der betaler skat, og som måske tror, at I ikke får noget tilbage på kulturområdet. Alle jer, der egentlig er positivt stemt over for kultur og som forbruger det som aldrig før, men som samtidig er fanget i falsk opfattelse af, sammenhængen mellem det, man ser i fjernsynet, og det beløb, der investeres.

Danskerne får som sagt afsindig meget, men mange opfatter det ikke. Tv-serier, indkomst til staten fra turisme, gratis branding af velfærdssystemet i udlandet, skatteindtægter, museumsoplevelser, bøger, musik, arkitektur, infrastruktur, berømmelse for restauranter, design og you name it.

Den udskælde Statens Kunstfonds samlede budget er en tredjedel af budgettet på socialområdet i Vejen Kommune, der er på 1,7 milliard. Det ved den almindelige dansker ikke, fordi en populistisk og aggressiv front i dansk politik har en klar dagsorden om at holde befolkningen uvidende og styret af fordomme, for på den måde at stække kunstnernes vinger i den offentlige mening.

Det handler om, at vi er uønskede, når det kommer til stykket, og hele præmissen, om at vi skal deltage mere, er falsk, for hvis vi deltager forkert (som DR har gjort med tv-serien 1864 og senest med Historien om Danmark), bliver vi truet med at blive beskåret, domineret, lukket eller flyttet.

Det politiske miljø skaber en fortælling om, at vi ikke er nok deltagende i samfundet, for på den måde at kunne kontrollere os og i den kommende tid gå benhårdt efter armslængdeprincipperne og kunsten og kulturens frihed. Politikerne vil ganske enkelt bruge vores platforme til at styrke deres egen politiske magt.

Bevægelsen er i gang – se blot frygten hos DR for at producere for rødt, eller se det nye udspil fra Dansk Folkeparti om filmforlig, med udflytning af filmskolen og Det Danske Filminstitut til Fyn – i øvrigt samme del af landet, hvor Alex Arendtsen går til valg.

Dette udflytningsønske er krydret med direkte intimiderende krav til, hvad filmverdenen skal levere for en slags film. Der skal være mere Far til fire og mindre i Von Triers ånd. Man skal lave film om et folk, som Arendtsen påstår at kende, men som han med al tydelighed er på lang afstand af, når han igen og igen påstår at befolkningen er hægtet af kunsten. Det er snarere sådan, at man aldrig har haft et større forbrug af dansk produceret og danskskabt kunst.

Alligevel truer man alt og alle. Lige fra DR til filmbranchen og snart også litteraturens og scenekunstens verden skal gøre noget bestemt, som man definerer politisk, ellers tager de pengene eller detailstyrer alle midlerne, så pengene går til spilde.

Denne præmis er styret af Dansk Folkeparti med Søren Espersen og Alex Ahrendtsen i spidsen. De er helt ublu i deres retorik. Hvis vi ikke forholder os til det og samler os om en strategi i kunst- og kulturverdenen, taber vi, på trods af at kulturministeren siger, at hun gerne vil hjælpe. Om det er oprigtigt er svært at sige, men ifølge hende er vi nødt til at vænne os til tanken om, at armslængdeprincippet bliver udfordret.

Alligevel vælger jeg at have tillid til hende, fordi det i mine øjne er oplagt for en liberal minister at tage afstand fra højrenationales vildt patroniserende kontrolbehov. Faktisk mener jeg, at vi bør samle os i en modstand mod Dansk Folkeparti og deres forsøg på at udføre censur og kontrol af den frie kunst og de frie medier.

I et fornuftigt samfund burde der have været en samlet modstand hen over midten, da Søren Espersen og venner uden omsvøb truede DR med at de ville blive beskåret, hvis de ikke fortalte Danmarkshistorien, som de krævede det i Historien om Danmark. Modstanden var der ikke, og den kommer der heller ikke af sig selv. Men måske kommer den, hvis den almindelige borger og kulturforbruger begynder at spørge sig selv, hvad der er tilbage, hvis den frie kunst blev taget fra dem?

Hvis man forestiller sig et hus, man skal bo i, er alt fra de streger, muren er bygget efter, til billedet på væggen til det, man ser i fjernsynet og hen over de fyldte tallerkener på køkkenbordet, et kulturprodukt, der er specialiseret og fremdyrket af en levende og frisat forståelse af kunst og håndværk.

Der er simpelthen ikke en stol at sætte sig på, hvis man fjerner eller dominerer kulturstøtten og gør den til et politisk redskab. Der er ingenting. Kun Alex Ahrendtsen i et mentalt tomrum. Forestil dig lige det!

Vi er nødt til at agere og støtte hinanden i kulturverdenen, for der er en fascistoid kontrolsyge fra magthavernes side. Denne kontrol legitimeres af gamle fordumme og negative følelser, der knytter an til kunstverdenens arrogance over for almindelige mennesker i forne tider.

Vi sidder helt sikkert med regningen for tresserne og halvfjerdsernes attitude, der har understøttet højrepopulismens succeser. Vi må bryde den arv og arbejde for, at befolkningen forstår, hvor væsentligt en medspiller aktørerne i kunst- og kulturverdenen er (inklusiv kunstens sande heltinder: alle jer, der holder det levende, ved at læse os, invitere os, støtte os) og hvor få arrogante ronkedorer, der regulært er tilbage.

Ellers står vi meget ensomt mod en stærk modstander.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *