Kære Alex Ahrendtsen

En klog mand sagde for nylig til mig, at når man deltager i den offentlige diskussion, er det sådan, at man smider en sten ud i verden, og hvis verden så vender tilbage med vrede og krænkede følelser, betyder det, at man har ramt.

Det tænkte jeg på, da jeg læste dine svar i Politiken søndag aften.
Jeg tænkte: her er en mand, der ikke ser klart, fordi en sprogsten har ramt ham lige i sylten og grisset hans pæne skjorte til.

En mand, der så skaber den falske virkelighed, som hele min artikel handler om. Den falske virkelighed om kunstnere og folk i kulturlivet, der bruges til at kontrollere os, når vi ikke makker ret og gør som Papa DF siger.

Den artikel, den sårede mand aldrig så, fordi han så sig blind på overskriften:

 Magthavernes fascistoide kontrolsyge, står der.

Svulstigt, som du rigtigt siger, især når man tænker på, at afsenderen er en forbenet  minimalist, der som regel holder sig til kolde hovedsætninger og forventer sig alt for meget af sin læser.
Intet steds et ord om at du er fascist. Ikke et sted, Alex!

Som der heller ikke står, hvad min holdning er til udflytninger af kulturinstitutioner og skoler eller til den øvrige kulturpolitik. Den kender du ikke, den kender jeg ikke engang selv.
Der står noget om dig og dit partis tendens til at gå over grænsen for god demokratisk adfærd. En temmelig alvorlig grænse, hvis man kan sin historie.

Og du kan med sikkerhed din historie, Alex, så jeg behøver ikke patronisere tilbage på den der sure gammelmandsmåde og minde dig om sammenhængen mellem sindelags- og mediekontrol, trusler mod kunsten og andre totalitære tendenser? Vi behøver ikke tale om, hvad der foregår i Ungarn under Orban eller i Tyrkiet under Erdogan? Jeg kan vel også godt spare mig for at fremture med alle mulige verdensfjerne påstande om sammenhæng mellem magthavernes totalitære sprogbrug og den brede befolknings antidemokratiske adfærd. Du har selvfølgelig læst Victor Klemperer og griner nok lidt alfaderligt over den jødisk/tyske filologs kvababbelser. Du kender det hele, sådan en pæn mand, der ikke ryster på hånden.

I modsætning til mig, der ryster en del på hånden, Alex, og det er ikke kun abstinenser efter kold hvidvin og feministisk avantgardekunst oven på en ualmindelig tør sydfransk sommer i det høje nord. Det ikke at være sikker på det hele, det er for mig kunsten. Altså tvivlen.

Den bruger jeg, når jeg skriver mine bøger. Tvivlen har bragt mig mange steder hen i landet og den øvrige verden, og det handler mine bøger om. De handler på en måde om det samme Danmark, du hele tiden forestiller dig at repræsentere, men som jeg bare tror er et destruktivt og farligt billede, en fiktion eller måske en drøm, om noget, der var engang:

Folkets Danmark!

Det Danmark vi kender.

Så lysende mildt som en ung blond kvinde.

Landbruget og kornmark. KLIK!

Eller værkstederne hvor du måske ikke er kommet så meget; som nok aldrig har betydet det store for dig, når det kommer til stykket. De små arbejdspladser i provinsen med en svend eller to, dem der holder samfundet i gang.

Det er på de små værksteder, jeg er udlært. Der hvor det handler om at gøre sit arbejde og komme til tiden. Hos dem, der føler sig trådt på og glemt, men som alligevel gør deres for at samfundet skal fungere. Jeg har skrevet en bog om det, der hedder Læretid. Den lovede du vidst, du ville læse, sidst vi sås. Kan du huske det?

Nok ikke, men jeg kan fortælle dig, at det er værkstedet, jeg vender tilbage til, når speltsegmentet laver menneskepyramide foran vores kønsneutrale børnehave og danser deres kollektive modstand mod vacciner inden de i samlet flok mediterer for at få moderskibet Danmarks Radio til at svæve ud af krisen.

Det er det gode håndværk, der er mit ideal. Du må gerne låne det. Det betyder, at man gør sit arbejde ordentligt. Hvis du havde gjort det, havde du sat dig ind i, hvem jeg er, og hvad jeg arbejder med, før du forsøgte at begå karaktermord på mig. En simpel google-søgning kunne have hjulpet dig godt på vej, men du foretrækker så åbenbart at løbe med en halv vind.

At gøre sit arbejde ordentligt ville betyde, at du forholdt dig til mine kritiske punkter og argumenterede i stedet for at manipulere og fordreje indholdet af min tekst og i øvrigt se spøgelser, hvor du burde se realiteter.

Måske havde du endda læst helt til ende, hvor der står: Vi er nødt til at agere og støtte hinanden i kulturverdenen, for der er en fascistoid kontrolsyge fra magthavernes side. Denne kontrol legitimeres af gamle fordumme og negative følelser, der knytter an til kunstverdenens arrogance over for almindelige mennesker i forne tider.

Du valgte noget andet. Du valgte at gå med fordommene. Din forudindtagethed sejrede.

Så igen: Hvad betyder det, når magten kræver af kunsten, at den skal deltage? Når vi gør det, møder I det med modstand og had, trusler om nedskæringer og lukning.

Alligevel bliver vi ved. Det er nemlig en nødvendighed for samfundet og kunsten, at vi kan leve frit, hvis tingene skal fungere. Det lader til, at du er uenig med mig? Dit svar virker sådan. Som om du ikke gjorde dit arbejde ordentligt og kutteren sank, Ahrendtsen. Blop, sagde det.

Min læremester lærte mig, at en god kalfatring reder liv. Man har faktisk råderet over fiskernes skæbne, når man sidder på en kold bedding og sætter værket an i spundingen. Man skal kunne sit håndværk og stole på, at man til enhver tid, vil udføre det bedst muligt.

Det har jeg taget med mig: Ordentligt arbejde, bedst muligt.

Det plejer at virke på en tredstonner såvel som i tankernes verden. Man sætter værket, man rabatter og så beger man, inden skibet igen kan forlade beddingen.

Jeg glæder mig over, at dine mangelfulde svar ikke er en båd, jeg skal sejle i, at du ikke er håndværker med ansvar for andres liv og helbred.

Og så håber jeg på, at du tager dig bedre tid næste gang, for det er det andet, jeg lærte af min læremester: Gå to gange! Lad være med at løb. Det er altid dyre at rette en fejl end ikke at begå den.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *