Note om en hveps
Engang fløj en hveps ind i min mund, og jeg troede, et kort øjeblik, at jeg skulle dø.
Det var som at gribe et glas, der falder fra en bordplade
Jeg kunne mærke dens slag mod mine tænder. Det fik mig til at tænke på vinger, på at forsvinde opad mod himlen eller at flyve ind over Europa og kigge ned. Husene i Flandern. De mange døde. Et netværk af veje hvor lastbiler fragter beklædningsgenstande rundt i store kasser, på paller, pakket ind, slået om med papir, påstemplet med fragtbrev og afsendt fra en forstad et sted. En forstad med indfaldsveje og lyskryds, der står og skifter mellem rødt og grønt, rødt og grønt, i natten, hvor ingen rigtig bevæger sig rundt.
Engang kørte jeg gennem Belgien.
Under sædet lå en pose med sand. Sandet var fra Normandiet, fra Omaha Beach. Der er steder, man vender tilbage til, og steder man forlader. Vi indstillede radioen. Musikken mindede om glemte caféer, hvor folk spiller skak med de døde. Jeg tror, det var det han sagde, eller måske var det en drøm.
Lars Bo kørte bilen. Selv var jeg fyldt af sygdom, og udenfor var det stadig vinter. Vi havde et endemål – Kolding. Et startpunkt – en gyde i Paris og en parkeringskælder, et par tasker, der skulle løftes ned fra etagerne. Jeg boede i et lille rum under taget. I de måneder skrev jeg:
(Paris)
                                 
Ankomst til ensomheden, til smøgen med Teatre Des Posche – lommeteatret i en horisontal skakt – til et værelse, en fjerdesalskliché med to kogeblus, klik-klakseng og en bruseniche.
Fodkoldt og vendt mod en baggård så smal, at lyset er fraværende, at der er mørkt i værelset, når solen er stået op, og jeg vågner, stadig på vej til at ankomme.
Jeg har et hjerte, jeg har et rum – fodkoldt og fuld af banditter, stirrende i bøgerne, på skrift, men fuck me hvor er det storbyramt og trykket. En time ad gangen, mindst. Og tænk sig, andre ligger i kulden med sække og soveposer over sig, bor i telt ved Seinen, stiller kogeblus op og udbankede gryder, ligger i busskurrene på kasser og pap. Det er minus fem om natten. Det er virkeligt. Og sne. Sne. På landingsbanen. Langs banelegemerne ind til byen. I ghettoerne. På Les grand Mosque, Rue Des Linnes. Den store botaniker. Svensker. Der sidder de inde, magreb, drikker te og spiser nordafrikansk. Jeg skal derind. Det er et returpunkt, som alt her. På flugt igen. Paris og gaderne og Afrika og rejsen dengang. Strejken og Jardin Des Luxemburg. Men nu. Jeg er her. Skal bo her. Ved ikke hvordan. Men. Et men. En lugt i rummet af løg. Fra en suppe jeg har lavet. Det hænger ved. Et løg består af fine, glatte, saftige lag. På lag på lag på lag. Og har ingen kerne. Kun evindelighed. Eller som hun skrev, fonetisk lighed med løgnen. Og jeg tog det på mig. Det er klart. Sådan er det. Skamfuld i byernes by. Pakket ind af omfartsvejen. Trikolore og trikotage og triktyveri ved Notre Dame. Tusinder af snepartikler over Seinen. Tusinder af hjemløse. En patetisk ensomhed. Du har valgt det, skrev hun i en besked. Nu må du vende dig til det.
Og jeg må vende mig til alt det, der allerede er glemt. Alt det der måske dukker frem, ligesom forårets blomster dukker frem, ligesom dukkerne dukker frem i foråret.
Og jeg må tilbage til billederne. Udfordre de spraglede hekse. De farvede kavalerister, der rider sig ned gennem sletterne. De afrikanske sletter. Skraldet der opløses i vinden. Der bliver til partikler af plastik. Mikroskopiske stykker farvet plastik. Det sætter sig. Vi ved det. Det bliver til en del af alting, og dukker frem igen, ligesom billederne fra de første dage dukker frem igen, uden at jeg skal konsultere den notesbog, jeg ikke har. Jeg gider tilfældet og de små mikroskopiske stykker af erindring, og plastik der blander sig med sten og støv og farer kloden rundt. Heste. Disse vinde. Og et slukket springvand. Bronsjeskulpturer af heste i forvandling. Det bagerste af deres kroppe var slangelignende. Foran hver eneste af de voldsomt prustende dyr, sad en skildpadde med en dysse i munden, og alting var dækket af is.
Jeg drømte, at jeg blev voldtaget af en hyæne. At den sendte sin udløsning ud over mig. Hun drømte, at jeg var sammen med en kvinde. En parisisk troldekvinde. Et fatamogana. En spraglet heks, de små tråde af plasticfibre der samler sig og bliver til et menneske i alle farver som en utæmmelig figur.
Hun har smidt røret på, og jeg tænker på Rodins hænder. Trolden bag Glyptoteket og de glatte overflader på de erotiske marmorskulpturer i Tullerierne.
Jeg er sammen med Afrika og sletterne – igen.
Der er mange måder at dø på.
De ultraurbane fodboldbaner, gule bur og grønt kunststof, stanken af de hjemløses pis og lort. De ligger og sidder i udbombede læderstole, i sofaer og på pap og papir. Stinker af ødelæggelse og nedtur. Og man går forbi i sine nye kondisko. Jeg lavede et flot mål og en udmærket redning. I metroen så jeg ingen mennesker, jeg gider skrive om. De var så triste alle sammen og ville bare hjem til deres ostefondue.
Ak.
(Vi har mediteret på kranier. Vi har elsket så hårdt. Alting runger fortsat af orgasmer, analsex og bank. Skænderier og smukke samtaler)
Jeg svarede hende i telefonen, at vi var endt i en blindgyde, at jeg ville tilbage til vejkrydset, mulighedernes mange stier, kaoset og slaget af varme foran lufthavne på fremmede kontinenter.
Hun skrev, at hun følte en pludselig kærlighed og tro. Lidt efter fulgte hun op: Kafka skriver i Slottet: det gik op for mig, at jeg kunne møde ham overalt. Som Badamu hos Celine der møder Robinson, sig selv, eller alle i verden i en person, overalt, tænkte jeg så, drak ud og gik videre ind i hjertet.
Måske troede jeg, det var starten på en ny bog.
Som jeg troede det om døden, da hvepsen satte sig på min tunge.
Jeg troede, at døden kom med posten. At den lå i de små pakker, min far bar ind på arbejdsværelset, hvor et stort askebæger og en aflang skål i træ indeholdt henholdsvis aske og fyldepen, papirclips og cerutskodder. Hvor bunker af papirer fyldte den polerede flade.
Døden kom ikke med posten, den kom fra en pistolmunding, et knivblad og en porøs hjertevæg, der kollapsede i brystet på en ung kvinde, men altså før det, fra et knivsblad, der skar sig gennem huden på en ven, og før det fra et pistolskud i gaden, i gyden bag huset, på fjernsynet eller måske dybt nede bagerst i haven, der hvor buens pil forvildede sig ind mellem nøddehegnets grene, hvor jeg skar mig gennem underskoven som en indianer, og så et våben blive rettet mod en pande, et skud blive trykket af. 
Jeg åbnede min mund.
Hvepsen forsvandt mellem ribsbuskenes røde klaser.