Note om Kikinda
Vi talte om en episode i den serbiske, petrokemiske industriby Kikinda, hvor vandet er brunt og lugter af opløsningsmidler, hvor vejene ligger parallelle i et funktionalistisk mønster, og hvor vi var i forbindelse med en litteraturfestival. En aften, efter et oplæsningsarrangement, sad vi på en udendørscafé og drak øl. Der var digtere fra hele Europa, og egentlig var vi bare gæster, der var taget dertil, fordi Lars skulle læse op, og vi gerne ville se stedet. Men vi sad og drak øl fra store brune flasker, og talte om vandet og byen, da nogle store drenge satte sig ved nabobordet. De havde det her vagtsomme, mistænksomme, men samtidig nysgerrige over sig, og især en af dem talte meget på et uklart engelsk.
   M rejste sig. Jeg går i seng, sagde hun. Hun stod et øjeblik og kiggede på mig. Bliver du, spurgte hun. Er du sikker, sagde hun og studerede drengene, studerede mig inden hun forsvandt ind på Hotel Narvik, hvor vi boede i et teaktræsbeklædt rum fra halvtredserne. 
   Som jeg husker det, var der tre. De var optagede af fodbold og arbejdsløshed. Den ene ville gerne fortælle om Røde Stjerne Beograds hooligans. Han beskrev en episode et år forinden, hvor en fransk fodboldfan var blevet slået ihjel. Han ville gerne fortælle om den gruppe mennesker og om gadekrig, fordi han selv var en del af det, eller gerne ville være det, fordi han syntes, det var sejt. Jeg rykkede nærmere ind over bordet og smilede, da drengen forklarede, hvordan Røde Stjerne var hans hold, og han viste mig en nøglering med nogle symboler og et par ord på kyrillisk, mens han nikkede.
   Hvis man googler Arkans Tigre, vil man kunne læse sig frem til, at massemorderen Arkan, rekrutterede sine voldsmænd i fanklubberne omkring Røde stjerne. Hans langskæggede chetniker, der gennem en årrække i halvfemsernes Balkan slog et ukendt antal mennesker ihjel, var en sanktioneret terrorbevægelse, frisat af den jugoslaviske hær. De myrdede, voldtog, nedbrændte og skamred regionen. De var nogle af de første og nogle af de værste.
   Behøver jeg at sige, at drengene ikke syntes, det var noget problem?
   At de fortalte mig om deres fædre.
   Hvordan de havde været i krig, og var kommet hjem til arbejdsløshed. Hvordan drengene ikke havde nogen fremtid.
   Nej. Men det findes.
   Og en af dem sluttede samtalen af med at sige, at svaret for Serbien, ja for hele regionen, hed Vladimir Putin. Når russerne kommer, sagde han, bliver her fred. Putin, forklarede han, hader de rige og elsker de fattige. Han vil skabe arbejdspladser. Han vil os kun det bedste.