Note om en i kammeret og en i fjenden
Vi kom for sent til Kikinda. Det meste af et døgn. Vi havde krydset det tidligere Jugoslavien uden at se os tilbage. Havde haft to timer i Mostar med en af Marijas bekendte, der fortalte om tiden før krigen, om sin far, hvordan han blev skudt af en sniper. Han sagde, mens vi sad få hundrede meter fra floden, at der stadig var folk, der ikke vendte ryggen til. Til hvad? spurgte jeg, tændte en cigaret, og lagde armene foran mig på bordet. Bag mig lå vejen med den tætte trafik, et par huse stod sønderbombede fra dengang. Man kunne se skuddene i murværket, som vifter af huller i de røde sten. Til hvad tror du? sagde han så, men svarede selv. Floden. Der er stadig folk, der ikke vender ryggen til floden. Jeg nikkede. På den anden side bor kroaterne. Dem de lå og skød på. Der skød tilbage. Som hans far, der selv havde ligget med kikkertsigtet, havde ligget med en blød finger og indstillet skarphed og forstørrelse, havde puttet en i kammeret og en i fjenden, en i kammeret og en i fjenden, før fjenden puttede en i ham, og familien måtte op gennem Europa.
  
Samme nat sov vi i en fugtig seng i Sarajevo. Vi ankom sent. Toget fra Mostar kørte ikke, og vi måtte med bus gennem bjergene, der skiller Bosnien og Hercegovina. Vi passerede et irgrønt pas, hvor gårdene lå med bikubehøstakke og enkelte dyr. Husene var i gasbeton, bygget op i al hast efter krigen.
   I Sarajevo tog vi en vogn til hotellet.
   Sengen var nærmest våd.
   Næste morgen skulle vi til Beograd og derfra videre til Kikinda. Jeg kan huske Marija i mørket, fugten fra sengen og lydene udenfor. På et tidspunkt stod hun op og lukkede vinduet. Vi talte om Mostar og broen. Den, der ikke er der, men som de har bygget op igen.
   Hun tændte en cigaret og satte sig i fodenden. Hun fortalte om en togtur i Kroatien. Om en mand hun havde mødt. Han havde lavet det samme. Været sniper. Det havde han sagt og tilbudt hende chokolade. 
   Et par uger før havde vi talt med en dykker. Hans arme var tatoverede. vi spurgte ikke. Tatoveringerne var tydeligvis fra hæren. Fra dengang. Nu levede han af at harpunere blæksprutter og fisk til restauranter på en ø halvvejs til Italien. Han var, som man siger, godheden selv, og aftenen før vi tog fra øen, satte han sig ved vores bord og begyndte at fortælle. Det gik langsomt, og vi forstod ikke ret meget. Han sagde, at alle andre på øen havde levet godt under krigen, at der havde været flygtninge, men det var så det. Han trak vejret. Hans krop var atletisk. Han spurgte, om vi ville ryge. Da han rakte jointen frem, sagde han, at for ham havde det været anderledes, inden han igen blev tavs og skænkede sig en rakia.
   Da Marija kom i seng igen, fortalte jeg om skudhuller i Skt. Petersborg. At den store katedral er fuld af den samme slags vifter, som dem vi havde set i Mostar. Jeg fandt aldrig ud af, hvad de stammede fra, sagde jeg. Måske anden verdenskrig men det virker usandsynligt. At de på den måde er bevaret altså. Da jeg så dem, forestillede jeg mig en byguerilla eller tyske pansertropper, og kom i tvivl om de nogensinde nåede helt ind til centrum. Om de på den måde var i nærheden af digternes Nevskij Prospekt, hvor den ene russiske charlatan har spankuleret efter den anden. I hvert fald i bøgerne, sagde jeg og lagde mig ned og sov.
Da vi stod op, var det forfra igen. Ind i et tog og nordpå til grænsen, gennem Republika Serbska og ind i Kroatien. Marijas efternavn er Jugoslavisk. Når de ser hendes pas smiler de, og begynder at tale til hende. De tror måske, hun er flygtning. En, der er kommet tilbage igen. Da vi et par timer efter skulle ind i Serbien, gentog det sig. Hun smilte til dem, og sagde de par fraser hun har lært. Da betjenten gik, fortalte hun om sin far. Vi passerede gennem flade marker. Store høstmaskiner! Vi sagde EU og grinte. Marija sagde, at de kunne have fået lidt hjælp fra Rusland. Lidt efter gik jeg ud og røg.
Vi sov en enkelt nat i Beograd. Næste morgen tog vi bussen. I Kikinda blev vi hentet af Lars.
   Han fulgte os hen på hotellet.